fbpx

Om mærkningen

Nøglehulsmærket er Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris officielle ernæringsmærke etableret i 2009 med egen lovbekendtgørelse. Mærket er tiltænkt at gøre det enkelt for forbrugere og borgere at træffe et sundere valg i indkøbssituationen.

Fødevarer med Nøglehulsmærket lever op til et eller flere krav for indholdet af fedt, sukker, salt og kostfibre og gør det nemmere at leve efter de officielle kostråd. Det findes i både grønt og sort, dog er der ingen forskel i brugen af farverne, men det er et registreret varemærke, hvilket betyder at der er krav til mærkets udseende.

Hvad kan mærkes?

Fødevarer som mælk, yoghurt, olie, fisk, kylling, frugt, bær, grøntsager, brød, mysli, pasta, mel og færdigretter.

Proces

Det er producenten af det pågældende produkt, der har ansvaret for, at reglerne overholdes. På Retsinformation kan man finde frem til bekendtgørelsen og vejledningen for Nøglehulsmærket, som er udarbejdet af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Overordnet er kriterierne fastsat ud fra, hvad der er relevant for den enkelte fødevaregruppe, og ud fra fødevaregruppens betydning for kosten. Der er eksempelvis kriterier for følgende: højeste mængde af fedt, salt, sukker, og mættede fedtsyrer, samt mindste mængde af kostfibre og fuldkorn. Alle steder, hvor der i vejledningen er henvist til en fødevaregruppe, skal alle kriterierne for gruppen være overholdt, hvis Nøglehullet anvendes. Det er vigtigt, at producenten sætter sig ind i kriterierne, og sørger for, at de er overholdt.